Bruce Willis' datter deler hjerteskærende besked
I 2022 afslørede Bruce Willis' familie, at filmstjernen var blevet diagnosticeret med afasi. Han trådte derfor ud af rampelyset og stoppede sin karriere.
I begyndelsen af 2023 meddelte familien, at Bruce Willis' tilstand havde udviklet sig til frontotemporal demens.
Bruce Willis’ familie er tydeligt berørte af hans sygdom, og selv om han stadig er i live, er de ramte af sorg. Deres elskede far og mand er nemlig ikke den samme.
Det har stjernens hustru, Emma Heming, tidligere fortalt, og nu har datteren Rumer Willis delt en hjerteskærende besked til sin far.
På Instagram har kendisdatteren delt et barndomsbillede af sig selv på armen af sin far. Under billedet har hun skrevet:
”Jeg savner virkelig min far i dag.”
I kommentarsporet deler flere brugere deres egne erfaringer med det, der kaldes for ventesorg. Brugerne sender samtidig støtte til Rumer Willis og resten af familien i den svære tid.
Rumer Willis’ opslag kommer kort tid efter, at Bruce Willis’ nære ven, instruktøren Glenn Gordon Caron, fortalte, at skuespilleren ikke længere er verbal.
– Min fornemmelse er, at han ved, hvem jeg er i de første et til tre minutter, fortalte instruktøren om Bruce Willis' tilstand.