Mette Sommer modtager grove kommentarer: Nu reagerer hun på kritikken
Influenceren Mette Sommer har danset sig helt til finalen i ”Vild med dans” med partneren Morten Kjeldgaard.
Det har dog ikke kun været en dans på roser, for undervejs har hun mødt kritik fra programmets seere.
Det fortalte Mette Sommer, da hun og Morten Kjeldgaard onsdag deltog i en chat på TV 2’s hjemmeside, hvor man kunne stille spørgsmål til de tre finalepar.
Et af spørgsmålene lød på, hvad der har været det sværeste i ”Vild med dans” indtil videre. Og her svarede den 34-årige ”Bachelorette”-stjerne hudløst ærligt.
- Jeg synes, at det sværeste har været kommentarsporene på de forskellige sociale medier, skrev Mette Sommer og fortsatte:
- Jeg synes, at folk kan være lidt grove i munden og skrive personlige kommentarer uden at kende mig.
Heldigvis modtager Mette Sommer også positive kommentarer, som varmer hendes hjerte.
- Men der er også mange, der skriver rosende ord, rigtig mange. Især i min indbakke på sociale medier, der er det nærmest 100 procent, der roser, lød det fra ”Vild med dans”-finalisten.
Fredag den 24. november skal finderen af ”Vild med dans” findes ved den store finale i Forum Horsens.
Her skal Mette Sommer og Morten Kjeldgaard dyste mod Fredrik Trudslev og Jenna Bagge samt Kasper Fisker og Karina Frimodt.