Fredrik Trudslev reagerer på kommentarer om, at han er for feminin og flamboyant
Det har i mange år været en stor drøm for Fredrik Trudslev at være med i ”Vild med dans”, og den dans har han udlevet de sidste par måneder.
Nu er han nået hele vejen til finalen med partneren Jenna Bagge, og danseeventyret har fået ham til at reflektere over den seneste tid, og de reaktioner han har modtaget – for det har ikke kun været positivt.
I et opslag på Instagram skriver Fredrik Trudslev, at ”Vild med dans” har åbnet op for en debat om, hvorvidt han er for meget, for feminin og for flamboyant.
Han reagerer nu på de negative kommentarer og skriver, at han godt er klar over, at han bevæger sin krop lidt anderledes og er meget energisk. Men at det altså er den person, han er.
Den 23-årige influencer erkender også, at han faktisk har overvejet at ”skrue ned” for de sider af sig selv, som andre måske ser som feminine.
Han holdt dog fast i sig selv, og det har heldigvis også resulteret i positive kommentarer. Det er han meget taknemmelig for, skriver han.
Fredrik Trudslev slutter opslaget af med at understrege, at man skal have respekt for hinandens forskelligheder og bliver bedre til at imødekomme diversitet.
Da Fredrik Trudslev onsdag deltog i en chat på TV 2’s hjemmeside, svarede han også på spørgsmål omkring netop dette emne.
- Jeg tror ikke, det er et valg, jeg har taget i ”Vild med dans”, at nu vil jeg ikke fokusere på min seksualitet, for den definerer jo ikke mig som person. Jenna stiller sig jo heller ikke frem og siger, hun er heteroseksuel, sagde Fredrik Trudslev og fortsatte:
- Min seksualitet fylder ikke så meget for mig, men jeg har haft en bølge i programmet, hvor der har været meget fokus på det udefra: at jeg har hofter og løse håndled i dansen og er god til at leve mig ind i den Beyoncé-vibe, som måske ikke er set så ofte i en nydanser.
Nu glæder han sig bare til at give den gas i finalen og ”ryste røv”, som han siger.