Da Ulla Vejby afslører sin overraskelse, kan Rosa Kildahl slet ikke holde tårerne tilbage
Der er nogle, der har taget forskud på julehyggen allerede nu.
På TV 2 Fri kan man følge Rosa Kildahl, Ulla Vejby, Simon Stenspil, Sara Lygum, Thomas Evers Poulsen og Jaffer Janjooa holde juleaften om og om igen i ”Nu’ det jul igen”.
Det er endelig blevet Rosa Kildahls tur til at være vært, og hun holder juleaften med temaet ”Julehygge i en nøddeskal”.
Undervejs igennem hele dagen er der meget, der rører Rosa Kildahl.
Men det er aftenens afslutning, der virkelig giver hende våde øjne.
Rosa Kildahl har stillet ”Badehotellet”-stjernen Ulla Vejby en opgave om, at hun skal finde på en juletradition, der bringer lys ind i deres juleaftenen.
Først skal gæsterne gå en tur i stilhed med hver deres lanterne og tænke på én, de vil lyse for og tænke på.
Men Ulla Vejbys nye juletradition til Rosa Kildahl byder også på en overraskelse.
For hun har inviteret sin veninde Therese til at synge en salme for Rosa Kildahl. De skal sammen synge ”En rose så jeg skyde”.
Da de er færdige, takker Rosa Kildahl for sangen, og så må hun derefter tørre sine øjne, før hun igen bliver rørt:
- Fantastisk! Tusind, tusind tak. Jeg kan slet ikke sige noget, lyder det grådkvalt fra Rosa Kildahl.
Hun må kapitulere og sende tankerne i en anden retning med håb om, at tårerne stilner af.
Rosa Kildahl, som er dagens vært, skal nemlig dele point – i det her tilfælde pebernødder – ud til deltagerne for deres udførsel af opgaverne.
Og den tjans stopper heldigvis hendes tårer.