Prinsesse Benedikte modtager ny minister: Disse to ting er værd at bemærke
Torsdag morgen kl. 9.15 blev regeringens nye minister Marie Bjerre præsenteret for prinsesse Benedikte i Christian 9.s Palæ på Amalienborg.
Grunden til, at det var prinsesse Benedikte, der fik den markante rolle er, fordi dronning Margrethe lige nu er på privat ophold i London og kronprins Frederik befinder sig i Dubai i forbindelsen med klimatopmødet COP 28.
Således tog prinsesse Benedikte imod statsministeren og den tiltrædende Digitaliserings- og ligestillingsminister i sin egenskab som rigsforstander.
Sker for første gang
Det sker yderst sjældent, at det ikke er dronning Margrethe eller kronprins Frederik, men et andet medlem af den kongelige familie, der tage imod en ny minister.
Og faktisk var det torsdag første gang nogensinde, at prinsesse Benedikte tog imod en ny minister.
Prins Joachim har prøvet
Tidligere har prins Joachim flere gange modtaget afgående og nye ministre.
Det skete i 2016, da miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen stoppede, og i 2012, da Uffe Elbæk gik af som kulturminister og blev erstattet af Marianne Jelved samt i september 2015, da Carl Holst trak sig som forsvarsminister og blev afløst af Peter Christensen.
Derfor sker det her
Grunden til at prinsesse Benedikte tager imod i dronningens palæ, Christian 9.s Palæ, og ikke i sit eget, Christian 8.s Palæ, er, fordi palæet for tiden gennemgår en renovering.
Kronprinsesse Mary i Australien
Udover de nævnte kongelige, kan også kronprinsesse Mary og prins Christian træde til som rigsforstander.
Kronprinsessen er dog i Australien i disse dage.
Mia Wagner er stoppet på grund af sin helbredsmæssige situation og derfor vil der heller ikke blive gennemført afskedsaudiens for den afgående minister eller overdragelsesforretning i ministeriet, oplyser Statsministeriet.