Timm Vladimir spiller Svend i Juletestamentet: Kæmpestjerne skulle have haft rollen
Julekalendere er for mange et stort hit her i december, og lige siden 1. november har man på TV 2 Play kunnet streame ”Juletestamentet”.
Voksenkalenderen fra 1995 er ikke blevet sendt på tv siden 1999, men der medvirker en lang række store stjerner i serien.
”Juletestamentet” handler om de tre brødre Svend, Hubert og Martin, der mødes i deres fars gamle træhytte for at få oplyst hans testamente.
I rollen som Svend kan man se en ganske ung Timm Vladimir, der dengang var midt i 20’erne, men i virkeligheden var det en helt anden, der oprindeligt skulle have spillet rollen – nemlig Nikolaj Coster Waldau, som i dag er en international stjerne.
- Han skulle lave noget teater, så han kunne ikke være med alligevel. Jeg var selv ”fresh out of Skuespillerskolen” og syntes det var mega fedt at være med i julekalenderen, fortæller Timm Vladimir ifølge Se og Hør i podcasten ”Julepsykopaterne”.
Den to år yngre Nikolaj Coster Waldau var året forinden brudt igennem herhjemme med filmen ”Nattevagten”.
Timm Vladimir dimitterede fra Skuespillerskolen i 1993, og i de følgende år blev han især kendt for sit samarbejde med Gordon Kennedy.
I dag er han bedst kendt som tv-vært på ”Den store bagedyst”, og så står han også bag Timm Vladimirs Køkken.