Politiet på Amalienborg: Kan ikke oplyse, om dronningen er blevet evakueret
En større aktion er tirsdag formiddag i gang på Amalienborg Slotsplads, efter en mistænkelig pakke er blevet fundet i postmodtagelsen.
Det oplyser politiet til B.T.
- Der er fundet en mistænkelig pakke i postmodtagelsen, og det er det, vi nu er ved at undersøge, siger Michael Andersen, vagtchef ved Københavns Politi, til B.T.
Et EOD-hold, som normalt arbejder med bomberydning, er blevet tilkaldt.
Det Gule Palæ, hvor hoffets medarbejdere arbejder, er sammen med Amaliegade og Slotspladsen blevet evakueret og spærret af.
B.T. skriver yderligere, at politiet ikke kan oplyse, om dronning Margrethe også er blevet evakueret.
Majestæten har lige nu residens på Amalienborg.
Den 20. december flytter hun til Marselisborg Slot i Aarhus, hvor hun skal holde jul med sin familie.
Kl. lidt over 13.00 oplyste politiet til B.T., at der intet mistænkeligt blev fundet i pakken. De ønskede dog ikke at oplyse om pakkens indhold.