Nu er Jordemoderen tilbage: Det kan du glæde dig til i sæson 12
Der er ikke noget, der luner så godt i december som en ny sæson af ”Jordemoderen”, der emmer af hjertevarme og vintermagi.
DR er klar med en fantastisk julegave til seriens mange fans, for torsdag den 14. december vender Trixie, Lucille, Nancy og alle de andre elskede karakterer fra Nonnatus House og byen Poplar tilbage med helt nye afsnit.
Sæson 12 begynder med en hyggelig julespecial på to afsnit.
Det er december 1967, og livet i Poplar er ved at vende tilbage til normalen efter den skæbnesvangre togulykke i sidste sæson, hvor man så, at blandt andre dr. Turner og Søster Julienne kom til skade.
Heldigvis var skaderne ikke livstruende, og man følger igen de to karakterer, når de hjælper med at bringe små børn til verden.
Efter de traditionsrige juleafsnit springer ”Jordemoderen” ind i et nyt år, nemlig 1968.
Det er et år, hvor Nonnatus House rammes af forandringer, og hvor klosteret får et nyt medlem, søster Veronica, som er lidt af en mundfuld.
Samtidig kæmper jordemoderen Lucille med sit helbred, og hun har svært ved at komme sig oven på sin abort.
Der er naturligvis også et gensyn med jordemoderen Nancy og datteren Colette samt hendes kollega Trixie Franklin, som har forelsket sig i enkemanden Matthew.
Den nye sæson byder som altid på masser af rørende øjeblikke, og derudover kan man glæde sig til et stort og romantisk bryllup i sæsonfinalen.
Sæson 12 fik premiere i England i starten af 2023, og nu kan de danske fans endelig glæde sig til at se de helt nye afsnit.
Sæson 12 af ”Jordemoderen” har premiere torsdag d. 14. december kl. 17.10 på DR1.
Der kommer først en særlig juleudgave på to afsnit, og herefter sendes otte nye afsnit i uge 51 og 52.