Kronprinsesse Mary med god nyhed midt i juleferien: Giver flot gave
Kronprinsesse Mary har sammen med tvillingerne prins Vincent og prinsesse Josephine nydt det meste af december i Australien og også kronprins Frederik og prinsesse Isabella skal til Australien.
Midt i den søde julemåned byder kronprinsesse Mary på en god nyhed fra Mary Fonden.
Kronprinsessen uddeler i år Mary Fondens særlige donation til det sociale værested Offsides Sociale Haver, der tilbyder psykisk sårbare og mennesker i udsatte positioner værdighed, mening og fællesskaber i det fri.
For nylig havde organisationen WeShelter inviteret kronprinsesse Mary til at besøge værestedet Offsides Sociale Haver i anledningen af organisationens 130-års fødselsdag.
Besøget på den fine dag i det fri gjorde stort indtryk på kronprinsessen.
Kronprinsesse Mary fik inspirerende oplevelse
– Naturen kan noget helt særligt. Det kan den for os alle sammen. Både for vores fysiske og psykiske velbefindende. I Offsides Sociale Haver har de skabt et uderum, der kombinerer natur med et socialt tilbud til mennesker med psykiske udfordringer, hvor den enkelte både møder en udstrakt hånd, bliver tilbudt et fællesskab og oplever, at de får et meningsfuldt ansvar. Det er meget inspirerende at opleve, siger kronprinsesse Mary.
Brugerne, der har deres gang i Offsides Sociale Haver, driver haven i samarbejde med de ansatte. Sammen arbejder de i haven om stort og småt.
Alt, hvad der produceres i haven, doneres til hospitalets køkken, hvor patienterne får glæde af hjemmedyrket økologisk frugt og grønt.
Offsides Sociale Haver har eksisteret siden 1990 og er Danmarks første udendørs værested.
Gaven hjælper
Hos WeShelter, der står bag værestedet sammen med Region Hovedstaden og Københavns Kommune, oplever man, at tilbuddet virkelig kan noget helt særligt. Derfor har WeShelter en drøm om at starte projektet flere steder i Danmark.
Og det er netop den drøm Mary Fonden med sin donation på 300.000 er med til at føre ud i livet.