Vidste du det? Denne kreative hobby har Maria Fantino
Maria Fantino er ikke bange for at give sig i kast med nål og tråd, når hun skal slappe af derhjemme.
Hun nyder nemlig at kaste sig ud i diverse kreative projekter på sin symaskine, når hun ikke er vært på "X Factor".
Maria Fantino begyndte at sy tilbage i april, da hun fik penge tilbage i skat. De penge brugte hun på at købe en symaskine – og symaskinen er i den grad blevet brugt flittigt siden.
Til pressemødet på "X Factor" dukkede Maria Fantino nemlig op i en af sine egne kreationer. Hun havde nemlig selv syet en yndig bluse aftenen før pressemødet, som hun kunne have på til den store dag.
– Jeg har selv syet toppen. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle have på. Det er et designmønster af Caroline Hundsholt, så har jeg købt noget stof, og så syede jeg den i går, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle have på, fortalte Maria Fantino til BILLED-BLADET.
Maria Fantino kunne godt tænke sig at bringe sin nye hobby i spil, når hun indtager "X Factor"-scenen i det nye år. Hun drømmer nemlig om at sy det tøj, som hun skal have på.
– Det vil jeg meget gerne. Det håber jeg, kan lade sig gøre, sagde en håbefuld Maria Fantino, der også har talent for at strikke, brodere og hækle.
De kreative hobbyer er noget, som hun bruger på at koble af, når hun har haft en lang dag.
– Jeg kobler af ved at producere noget. Jeg har en meget stor skabertrang, og det skal helst være til andre mennesker, afslutter Maria Fantino, der har givet mange bløde pakker i julegave i år.
Du kan se "X Factor" hver fredag kl. 20.00 på TV 2 eller på TV 2 Play.