Jimmy Jørgensen åbner op om sin barndom med en voldelig mor
Sanger og skuespiller Jimmy Jørgensen husker tydeligt sin barndom, som ikke altid var en dans på roser.
Det var nemlig en opvækst, hvor der var vold i hjemmet.
Jimmy Jørgensen er opvokset med en enlig mor, som måtte stå for opdragelsen alene, da hun blev forladt af Jimmy Jørgensens far, da hun var gravid.
– Min mor tævede mig. Hun stoppede først den dag, jeg var stor nok til at slå igen, og fra den dag stoppede volden. Jeg ved også, at jeg havde været en abort, hvis min mor havde haft magt, som hun havde agt, fortæller den 59-årige musiker i interviewet med Ud & Se, hvor han hudløst ærligt fortæller om sin opvækst i København.
Jimmy Jørgensen har gennem sin opvækst lagt ører til en del fortællinger om, hvordan hans mor forsøgte at foretage en abort på egen hånd.
I interviewet fortæller Jimmy Jørgensen, at han har fået fortalt historier om, at hans mor forsøgte at køre ned ad trapper på en cykel uden luft i dækkene i et forsøg på at få fosteret til at give slip.
– Det var årsagen til, at jeg endte hos mine bedsteforældre i en del år, fortæller Jimmy Jørgensen om sin opvækst i interviewet.
Jimmy Jørgensen har i dag fået sin egen familie, hvor han er far til tre børn. To af børnene, Billie og Morgan, har han med kæresten Signe Egholm Olsen. Fra et tidligere forhold har han datteren Sally, som han fik med Lise Ringhof.