Prins Daniels hemmelige besøg: Hans rørende gestus går lige i hjertet
Prins Daniel har flere gange overrasket svenskere med en rørende gestus, der går lige i hjertet.
I al hemmelighed besøger han nemlig sommetider patienter, der er blevet opereret i forbindelse med organtransplantationer.
Det afslører Anders Pihlblad, der i et år fulgte kongehuset på vegne af svenske TV4, til Svensk Damtidning.
Afsløringen kommer i forbindelse med udsendelsen ”Kongehuset 2023”, der bliver sendt den 30. december.
- Jeg har hørt fra andre, at han dukkede op, efter flere var blevet opereret, som en form for overraskelse, fortæller han til mediet.
Han fortæller samtidig, at den rørende gestus betød meget for de overraskede patienter.
Prins Daniel gennemgik selv en nyretransplantation i 2009, og derfor er organdonation et emne, der står hans hjerte meget nært.
Nyren blev doneret af prinsens far, Olle Westling.
Daniel er født med en nyresygdom, der blev opdaget i tide, men han er klar over, at det ikke er alle, der er lige så heldige som han var.
Det har han fortalt ved flere lejligheder – senest i et stort interview med SVT’s Carina Bergfeldt i anledning af hans 50-års fødselsdag.
- Den her stress... det er forfærdeligt ikke at være rask og så skulle vente år efter år. Nogle overlever ikke på grund af ventetiden på deres organ, fortalte han.