David Dencik fulgte i fodsporene på Mads Mikkelsen, Jesper Christensen og Ulrich Thomsen
Ulrich Thomsen var den første dansker, der scorede rollen som skurk i en James Bond-film, da han i "The World Is Not Enough" fra 1999 spillede Davidov.
Da "Casino Royale" fik premiere i 2006, gjorde Mads Mikkelsen det blændende som Le Chiffre med det blødende øje.
Her var Jesper Christensen også på rollelisten som den frygtindgydende Mr. White. En tjans han gentog igen i filmene "Quantum of Solace" og "Spectre".
Da den 25. James Bond-filmi rækken, "No time to die", skulle optages, var det igen en dansk skuespiller, der blev udvalgt som det onde islæt.
David Dencik havde allerede været til casting til rollen som Raoul Silva i "Skyfall" – en rolle der gik til en Javier Bardem – men denne gang var heldet med ham.
– Mange gange blev jeg målløs over de ressourcer, de har til rådighed. På Jamaica var der et britisk hold på 500 mennesker og et amerikansk hold på omkring 1.500 mennesker.
Forestil dig, at hele Slagelse bare blev beslaglagt. Da vi skulle hjem derfra, blev vi hentet i en kortege af landrovers, som fragtede os til et Bond-fly, der ikke blev vist på nogen tavler i lufthavnen.
Efter at have siddet og kørt med Øresundstoget hver dag på vej til arbejde i Göteborg nogle måneder forinden, var det vildt at se, hvor mange penge der var, fortalte han til Soundvenue om optagelserne til "No time to die".
"No time to die" kan ses i aften klokken 21.15 på TV 2.