Josefine Høgh og Tina Müller begynder 2024 på spektakulær vis
2023 går snart på hæld, men Josefine Høgh og Tina Müller kan ikke holde lang juleferie.
De begynder nemlig 2024 på fornem vis, for de skal igen i år være værter på det spektakulære show ”Sport 2023”.
De to DR-kvinder har stået i spidsen for showet flere gange før – senest i 2022, hvor værtsduoen blev udvidet til en trio i form af Caroline Wozniacki.
Ved ”Sport 2023” skal Danmarks mest prestigefyldte sportspriser uddeles, og de største sportsstjerner og sportspræstationer skal hyldes.
- Der skal uddeles flere priser end nogensinde, og det er fordi, der er så mange ildsjæle i dansk idrætsliv, der fortjener at blive hyldet, og samtidig har vi fundet nye kreative måder at uddele priserne på, så det bliver et show med højt tempo og overraskelser af både kendte og ukendte fra sportens verden, siger Anders Kern Boje, der er underdirektør i DR Nyheder med ansvar for sporten, til dr.dk.
Som altid slutter showet med, at det afsløres, hvem der er det nye medlem af Sportens Hall of Fame. Sidste år var det Caroline Wozniacki, der løb med hæderen.
Undervejs i showet vil der være musikalske indslag fra blandt andre Birthe Kjær, Dopha og Zar Paulo.
”Sport 2023” sendes direkte fra Boxen i Herning lørdag den 6. januar, og man kan se med på DR fra klokken 21.