Efter hun annoncerede abdikation: Dem var dronning Margrethe sammen med
Søndag aften satte dronning Margrethe sig i stolen i modtagelsesværelse i Christian IX's Palæ. Hun havde prøvet det mange gange før – tooghalvtreds for at være eksakt. Men denne gang blev anderledes. Foran hende lå en tale, der ville sende chokbølger gennem landet.
I sin nytårstale annoncerede dronning Margrethe, at hun abdicerer. Og med ordene ”Jeg overlader tronen til min søn Kronprins Frederik” blev denne nytårsaften historisk.
Det blev dronningens sidste nytårstale til nationen, og efter trak hun sig tilbage til de private gemakker, hvor hun brugte den usædvanlige aften sammen med sine nærmeste venner.
Det er en tradition, at dronningen fejrer nytår med sine tætte venner, hvor de skiftes til at være vært. I år var det dronningen, der havde tjansen, og hun havde sørget for at gæsterne blev hentet i en af kongehusets biler.
Kort efter dronningen havde annonceret, at hun den 14. januar overlader tronen til sin søn, ankom vennerne Bente Scavenius og Joen Bille, Dorte Foss samt barndomsveninden Birgitta Hillingsø til palæet.
Det blev en helt særlig aften, hvor dronningen fortalte sine nytårsgæster om sine overvejelser. Det sagde Birgitta Hillingsø efterfølgende til B.T.
– Det var en meget hyggelig aften, og naturligvis blev der talt om det (Dronningens abdikation, red.). Vi var allesammen meget bevidste om det og kom med bemærkninger og kommentarer. Og jeg synes, det er en klog beslutning, Dronningen har truffet, udtalte Birgitta Hillingsø.
Det var kun ganske få, som kendte til dronningens beslutning, og heller ikke de nærmeste venner vidste, hvad der ventede.
Birgitta Hillingsø fortalte, at dronningens nytårsfest sluttede ved et-tiden, hvorefter de rundede aftenen af med at skåle nytåret ind og spise en bid natmad.