2. jan. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Ekstraordinære seertal understreger chokbølgen, dronningen sendte gennem Danmark

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe
Foto: Mikael Rieck
Dronning Margrethe smed noget af en nytårsbombe i sin nytårstale søndag aften, og nye tal viser enormt stor interesse for at finde ud af, hvad der lå til grund for det.

I mange årtier har det for mange danskere været en tradition at se dronningens nytårstale den 31. december klokken 18.00.

Sådan var det også i år. Den foreløbige optælling af seertal fra analyseinstituttet Nielsen viser, at der var lige godt to millioner, som så talen på DR’s og TV 2’s kanaler.

Nytårstalen sluttede som bekendt med den chokerende og overraskende nyhed, at dronning Margrethe træder tilbage den 14. januar.

Den nyhed kom bag på de fleste, og det vidner de følgende seertal også om.

Både DR og TV 2 fortsatte som altid deres nytårsdækning med analyse af dronningens nytårstale, og det var der rigtig mange, der gerne ville følge med i.

De foreløbige seertal fra Nielsen viser nemlig, at der på TV 2 og DR til sammen var hele 1.617.000 personer, der fulgte med i, hvad eksperterne havde at sige oven på dronningens nytårsbombe.

I 2022 og 2021 var der henholdsvis 1.192.000 og 1.214.000, som så "Efter dronningens nytårstale" på DR1 på årets sidste aften.

Læs mere om: