Det bliver noget helt andet! Puk Elgård vender tilbage på skærmen hos TV 2
Puk Elgård havde i en årrække arbejdet hos ”Go’ morgen Danmark”, da hun i 2021 stoppede.
Siden har hun kastet sig ud i flere projekter blandt andre et boligprogram, et klimaprogram og som formand for Børnerådet, hun siden opsagde.
I sommer vendte hun tilbage til sit helt gamle hverv som radiovært på DRs P4.
Men det er efterhånden et stykke tid siden, hun har været på skærmen.
Det bliver der lavet om på nu.
For Puk Elgård er nemlig aktuel i den ottende sæson af TV 2-programmet ”Stormester”.
Det bekræftes på programmets officielle Instagram i et nyt opslag.
Opgaverne er blevet optaget, men nu står hun og resten af det nye hold over for studieoptagelserne med publikum på.
BILLED-BLADET har tidligere spurgt til, om netop det program var noget for hende.
Hun svarede, at hun dengang – i slutningen af 2022 – ikke var blevet spurgt, og at hun ikke troede, hun ville blive spurgt.
- Nej, jeg er aldrig blevet spurgt, fortalte hun dengang til BILLED-BLADET.
- Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har fået at vide, de har en regel om, at man ikke må være ældre end Lasse Rimmer, fordi han er stormesteren. Det ved jeg ikke, om det er rigtigt, men det er der i hvert fald nogen, der har sagt til mig, at stormesteren skal være den ældste i ensemblet, tilføjede hun.
Men det er der siden blevet lavet om på blandt andet med deltagere som Anders Lund Madsen.
I den nye sæson sker det så igen.
Det er ikke meldt ud, hvornår den nye sæson af ”Stormester” kan ses på tv.