Brenda Blethyn ville ikke lave mere Vera: Han blev seriens redningsmand
Søndag har den 13. sæson af krimiserien ”Vera” premiere i Storbritannien.
Det er 77-årige Brenda Blethyn, som spiller hovedrollen som den snarrådige Vera, der kan opklare lidt af hvert.
Men det var meget tæt på, at den nye sæson ikke var blevet en realitet.
Det skriver Hello Magazine.
For Brenda Blethyn har forklaret, at hun egentlig ikke havde lyst til at lave flere afsnit af serien, efter hendes makker igennem syv år Kenny Doughty, som spillede Aiden Healy, stoppede i serien.
Det var faktisk kun én ting, der gjorde, at hun alligevel endte med at sige ja.
Og det var, at hendes tidligere makker Joe Ashworth, som blev spillet af skuespiller David Leon, sagde ja til at vende tilbage i ”Vera”.
- Jeg ville ikke have fortsat, hvis ikke David havde indvilliget i at vende tilbage. Jeg havde bare ikke lyst til at starte på et nyt brætspil med en ny, når jeg ved, at jeg ikke kommer til at lave mange flere afsnit, fortæller Brenda Blethyn.
Den 12. sæson af ”Vera” blev sendt på dansk tv i sommer.
Det er endnu ukendt, hvornår den 13. sæson, der nu får premiere i Storbritannien, kan ses i Danmark.
Tidligere sæsoner af ”Vera” kan ses allerede nu på DR TV.