Disse kendte medvirker i nyt realityformat på TV 2
Tv-vært Sarah Grünewald, skuespiller og rådgiver Anne Sofie Espersen, sangerinde Sharin Foo, skuespiller Esben Dalgaard, tv- og radiovært Adam Duvå Hall, forfatter og debattør Geeti Amiri, tidligere elitesvømmer Sarah Bro, skuespiller Albert Rosin Harson og breakdancer Rico Coker er de udvalgte kendte danskere, der medvirker i TV 2s nye realityprogram "Shaolin".
- Shaolin er en læring og filosofi omkring at leve sundere; såvel fysisk som mentalt. Om ikke at tage ting for givet. Om indre ro og værdsættelse. Shaolin er en over 1.000 år gammel tradition og for dem, der praktiserer den, en livsstil og en kilde til personlig udvikling, lyder det i pressemeddelelsen.
De kendte danskere er rejst til Sydkorea med et ønske om at komme tættere på dem selv og være mere til stede i nuet - væk fra hverdagens faste rutiner. Og her bliver de udfordret mentalt og fysisk.
’Shaolin’ er et dansk- og nyudviklet programformat inden for reality, der modsat de fleste reality-formater ikke er konkurrencedrevet.
- Jeg tør godt love, at ’Shaolin’ er tv, som vi aldrig har set det før i Danmark. Træningsforløbet er benhårdt, og vores medvirkende udfordres både fysisk og mentalt på en helt ny måde. Det er mit håb, at deres udvikling også rammer seerne, når de følger med, og at programmet kan inspirere os alle sammen til at tænke over, hvordan vi lever vores eget liv, siger TV 2-redaktør Henriette Ladegaard i pressemeddelelsen.
"Shaolin" får premiere på TV 2 Play og TV 2 mandag 22. januar.