Er dronning Margrethe med på balkonen, når Frederik udråbes som konge? Nu svarer kongehuset
På søndag venter der en stor dag for den kongelige familie.
Dronning Margrethe takker af efter præcis 52 år som regent, hvorefter kronprins Frederik overtager tronen.
Mandag aften afslørede kongehuset hele programmet for den historiske dag, og her er der særligt en detalje, der springer i øjnene.
Flere har nemlig spekuleret i, om Magrethe vil være til stede på balkonen, når hendes søn tager over som regent.
De nye detaljer afslører, at dronning Margrethe ikke er med på balkonen.
Kongehuset oplyser nemlig, at hun forlader Christiansborg Slot og tager tilbage til Amalienborg allerede klokken 14.15.
Frederik træder ud på balkonen på Christiansborg Slot klokken 15.00, hvor han af statsministeren udråbes som konge.
Efter proklamationen kører kongeparret i karet eskorteret af Gardehusarregimentets Hesteskadron fra Christiansborg Slot til Frederik VIII’s Palæ, Amalienborg.