Tronskifte i Danmark: Derfor skal kronprins Frederik ikke krones
Det bliver en historisk dag, når kronprins Frederik den 14. januar bliver udråbt som landets konge.
Selve tronskiftet sker, når dronning Margrethe klokken lidt over to om eftermiddagen underskriver en erklæring om sin abdikation.
Det sker i Statsrådet på Christiansborg Slot, hvor dronningen, kronprinsen og prins Christian deltager sammen med regeringen og statsrådssekretæren.
Kl. 15.00 vil kong Frederik 10. træde ud på balkonen på Christiansborg Slot, hvor statsminister Mette Frederiksen proklamerer tronskiftet.
Men hvorfor hedder det tronskifte? Har vi ikke kroning i Danmark længere?
Netop det spørgsmål har historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper svaret på i BILLED-BLADETs kongelige brevkasse.
Spørgsmål og svar har tidligere været bragt i BILLED-BLADET inden nyheden om dronning Margrethes abdikation.
I BILLED-BLADETs kongelige brevkasse kan du hver uge læse interessante spørgsmål og svar om alt inden for den royale verden.
Kære kongelige brevkasse
Spørgsmålet er sikkert blevet stillet før, men forklar gerne, hvorfor vi kun har en proklamation af en ny regent fra Christiansborg Slot og ikke en kroning. Har vi aldrig brugt det i Danmark, eller hvorfor er vi gået væk fra det?
Venlig hilsen Thomas Majholt
Kære Thomas Majholt
Den første kroning i danmarkshistorien var Knud 6.s i Ringsted i 1170. Frem til og med Frederik 3.s i 1648 blev monarkerne kronet, men under enevælden i perioden 1660-1848 blev den nye konge alene salvet, for kronen havde han jo arvet. Efter Grundlovens indførelse i 1849, hvor den absolutte herskermagt forsvandt til fordel for det konstitutionelle monarki, er Danmarks monarker hverken blevet salvet eller kronet. Den sidste konge, der blev salvet, var Christian 8. i 1840. I stedet er monarkens tronbestigelse blevet proklameret af regeringschefen – i nyere tid fra balkonen på Christiansborg Slot. Christian 5.s krone fra 1671, som er den bedst kendte af de danske kongekroner, og som i dag er et af de vigtigste symboler på kongemagten, anvendes kun i én særlig situation nu om dage – og det er, når monarken dør. Her placeres den på kisten under castrum doloris, som vi senest så det i forbindelse med Frederik 9.s død. På billedet til højre ses kronen. På fotoet øverst ses Frederik 9.s kiste i Christiansborg Slotskirke i 1972, hvor kronen står på den blå pude ovenpå.
Mange hilsner
Jon Bloch Skipper
Har du et spørgsmål af royal karakter, du gerne vil have opklaret? Så kan du sende det ind til BILLED-BLADETs kongelige brevkasse, der er en fast del af Danmarks royale ugeblad.
Hver uge svarer historiker og royalekspert Jon Bloch Skipper på interessante spørgsmål om kongehuset, kongefamilier i ind- og udland samt mange andre spændende aspekter af den royale verden igennem historien.
Jon er forfatter til flere bøger om og med de kongelige, herunder "Tre søstre: samtaler mellem dronning Margrethe, prinsesse Benedikte og dronning Anne-Marie" (2008).
Send dit spørgsmål på mail til jon@billed-bladet.dk eller på post til BILLED-BLADET, postbox 602, 0877 København C. Mærk kuverten "Kongelig brevkasse".