Kommer prins Joachim og prinsesse Marie med til tronskiftet? Nu er det afgjort!
Et af de helt store spørgsmål forud for søndagens tronskifte er, hvilke medlemmer af den kongelige familie der kommer til at være til stede på den historiske dag.
Er det kun de allernærmeste i form af dagens absolutte hovedpersoner - den afgående dronning og det kommende kongepar samt den nyslåede kronprins Christian - eller er prins Joachim og prinsesse Marie også med?
Nu har kongehuset svaret på, om prins Joachim og prinsesse Marie sammen med grev Henrik og komtesse Athena tager turen over Atlanten fra Washington til kongens København til tronskiftedagen.
Planen er, at prins Joachim rejser til Danmark og er med til tronskiftet, mens prinsesse Marie og børnene bliver i Washington.
Hvilke programpunkter prins Joachim deltager i, og hvor længe han skal være i Danmark, vides endnu ikke.