10. jan. 2024
Af Sofie Nymand

Frederik bliver udråbt til konge: Mon dronning Margrethe tager dette valg på dagen?

Dronning Margrethe
Dronning Margrethe
Foto: Hanne Juul
Dronning Margrethe har altid valgt sine smykker med omtanke. Mon hun tager dette valg på søndag?

Dronning Margrethe har altid valgt sine smykker med omtanke. Smykkerne fortæller hver deres historie, og med valget viser hun vigtigheden af en bestemt begivenhed.

Det bliver formentlig ingen undtagelse, når hun søndag abdicerer og overlader tronen til sin søn, kronprins Frederik.

Det bliver et historisk øjeblik – ikke kun i de sekunder, hvor dronningen sætter sin underskrift på erklæringen om sin abdikation, men alle dagens timer, hvor tronskiftet markeres. Og det bliver derfor interessant at se, hvilke pragtsmykker der skal afspejle anledningen.

Men mon ikke i hvert fald ét af hendes smykker er selvskrevet til tronskiftet.

Da dronningen selv stod på Christiansborgs balkon og blev udråbt den 15. januar 1972, bar hun den lille hestesko-broche. Siden er brochen blevet et symbol på dronningens tronskifte og ikke mindst generationsskiftet.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-01-10/jan4.jpg
Dronning Margrethe i 1972, da hun blev udråbt til dronning.
Foto: Elfelt

Brochen, bestående af rødguld og små rubiner, fik dronning Margrethe af sin far, kong Frederik 9., den 5. juni 1953, da hun formelt blev tronfølger. Dengang var hun blot 13 år, og hesteskoen var uden tvivl ment som et ”held og lykke, min pige”.

Det var derfor et oplagt valg at bære den som et minde om sin elskede far, da hun udråbt som dronning få timer efter hans død. Og mon ikke dronning Margrethe vil bære den på dagen, hvor hun giver tronen videre til sin søn – og endda på årsdagen for sin fars død. På søndag er den 52 år siden, at Frederik 9. gik bort, og hun selv overtog tronen.

Læs mere om: