Nu er det sket: Kongeparrets børn har fået nye titler
Søndag har Danmark fået en ny regent.
Dronning Margrethe er abdiceret, og kong Frederik er udråbt. Og med tronskiftet følger en dronningetitel til Mary, ligesom Christian er blevet kronprins.
Mens deres forældre og storebror har fået nye kongelige titler, beholder prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine deres, men de bliver ikke helt forbigået, når det gælder nye fornemme titler.
De tre søskende er alle blevet riddere af Elefantordenen. Det skete i det sekund, deres far tiltrådte tronen.
Det er hovedsageligt regenten, der som ordensherre beslutter, hvem der skal tildeles Elefantordenen – Danmarks ældste og fineste ridderorden. Men visse medlemmer af den kongelige familie er selvskrevne.
Dette har kongehusekspert Jon Bloch Skipper tidligere oplyst i BILLED-BLADETs royale brevkasse.
Ifølge Elefantordenens statutter er ordensherren, altså regentens, børn riddere af ordenen. Dette betyder, at i det sekund kronprinsen blev konge, blev hans børn riddere af Elefantordenen.
På samme måde blev dronning Margrethe ridder af Elefantordenen i 1947, da hendes far tiltrådte, mens kong Frederik blev det i 1972.
Modsat sine søskende var kronprins Christian allerede ridder af Elefantordenen. Den blev han tildelt i oktober i forbindelse med sin 18-års fødselsdag. Her bar han ordenen til det store gallataffel, ligesom han på balkonen på Amalienborg blev spottet med Elefantordenens lille lyseblå roset.
Kronprins Christian bar også rosetten på sin jakke under tronskiftet søndag, mens hans far bar Elefantordenen i ordensbånd til Søværnets gallauniform.
Ifølge kongehusekspert Jon Bloch Skipper går der formentlig et stykke tid, før prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine kan bære den enestående orden.
Selv om de er blevet udnævnt til riddere af Elefantordenen, får de højst sandsynligt først overrakt Elefantordenens insignier, heriblandt elefanten, ordensbånd og bryststjerne, når de fylder 18 år.