Landmand søger kærlighed-Winnie i kamp mod kræft: Nu har hun fået livsændrende besked
Winnie Topp charmerede sig ikke bare ind på landmanden Jens, men også på de mange seere af ”Landmand søger kærlighed”.
Hun endte ikke med at få en kæreste, til gengæld har hun fået en masse gode bekendtskaber.
Da programmet var ovre, kunne hun meddele, at hun i sensommeren fik konstateret kræft. Siden har hun været i behandling for sygdommen med kemo.
- Jeg fik at vide, at jeg har en alvorlig cancer. Så alvorlig, at jeg ikke kan blive helbredt. Jeg har da tænkt: ”Det var det. Gider jeg overhovedet igennem en omgang kemo? Skal jeg ikke bare vælge at sige, så slutter mit liv her, for jeg har levet 52 gode år. Hvorfor skal jeg rende og slås med det her?” For det har virkelig været et hårdt år. Hvis jeg troede kemo var hårdt, så var det tre gange så hårdt. Ej, hvor har jeg været dårlig, fortalte hun til BILLED-BLADET, der mødte hende til Reality Awards.
Hun var lykkelig for, at det passede ind i hendes forløb, at hun kunne med til den store tv-fest, som blev afholdt i K.B. Hallen lørdag den 13. januar.
- Sidste gang jeg fik kemo var i december. Så kunne jeg ikke tåle mere. Min knoglemarv rettede sig ikke ordentlig op. Heldigvis var tumoren skrumpet, så jeg skal opereres tirsdag. Jeg har ikke fået kemo i en måned nu, så den er ude af kroppen. I ni dage kan jeg feste, men om to dage som ny-opereret tirsdag ikke feste mere. Så jeg er helt vildt glad for, at det passer sammen med, at jeg kunne komme til den her fest, fortalte hun.
Operationen er omfattende, og hun ved også, at den desværre ikke resulterer i, at hele kræfttumoren fjernes.
- Da jeg fik det konstateret, sagde de, at de ikke kan få fjernet hele tumoren. Det er simpelthen umuligt, fordi den er groet ind i en vigtig hovedpulsåre, der går fra hjertet til lungen. De kan fjerne noget af den, og så må du leve med det, fortalte hun.
- Den har også haft angrebet min lunge med metastaser, og under operationen tager de en vævsprøve for at se, om der er cancer i lungen stadigvæk, tilføjede hun.
Winnie Topp, der har tre børn, har heldigvis haft god opbakning fra familie, venner og ikke mindst sine ”Landmand søger kærlighed”-kolleger.
- Jeg har nogle gode mennesker omkring mig. Mine børn er ude at rejse, og det skal de også have lov til. De er i 20’erne, så de skal ud at leve livet. Det har været fantastisk, at de gør det, for vi har nydt livet sammen, da de var børn.
- Mine forældre og en god kammerat har støttet mig. Mange har støttet mig på mange forskellige måder. Dem fra ”Landmand søger kærlighed” har også været en kæmpe støtte: Jens, Anna, Lisbeth og Solveig. Det har været helt fantastisk, lød det fra hende.
Der er stadig mange hvis’er, men med operationen har Winnie Topp fået en livsændrende besked.
- Det, lægerne sagde til mig i forrige uge er, at nu ser det ud som om, at jeg kan blive rask. At jeg kan få noget, der minder om et normalt liv. Så nu satser jeg på, at det skal blive godt. Det har været fucking sindssygt, lød det fra hende.