Denne lille detalje i kong Frederiks nye bog afslører måske nyt om kronprins Christians rolle
Onsdag morgen tog kongehuset fusen på alle med udgivelsen af kong Frederiks nye bog ”Kongeord”.
I bogen får man et ekstraordinært indblik i kong Frederik 10.s tanker i forbindelse med sin nye rolle som regent, og her er der flere opsigtsvækkende detaljer.
I 2019 blev Mary godkendt som rigsforstander af dronning Margrethe, og den beslutning er noget, som har betydet meget for Frederik.
Det var nemlig et udtryk for dronning Margrethes tillid til sin svigerdatter og derfor kalder kong Frederik det for et ”flot gestus”.
Det skriver kong Frederik i ”Kongeord”.
– Min mor viste sin svigerdatter den tillid at indsætte hende som rigsforstander, og dermed har hun kunnet føre den danske regering i min mors og mit fravær, og i øvrigt også i vores søns fravær, skriver kong Frederik.
Det er især den sidste del af citatet, der er interessant.
Kronprins Christian fyldte 18 år i oktober 2023, og i den anledning fik han en plads i statsrådet. Med tronskiftet er han ikke blot tronarving, men nu tronfølger. Der er derfor større sandsynlighed for, at han ville skulle træde til som rigsforstander og agere som statsoverhoved.
Som rigsforstander vil han havde muligheden for at varetage de officielle pligter, hvis hans far eksempelvis er bortrejst.
Med ordene i bogen kunne det dog tænkes, at man i den kommende tid vil se dronning Mary træde til som rigsforstander i stedet for den nye kronprins, hvis det skulle blive aktuelt.
Der er ingen tvivl om, at Christians rolle nu er forandret med titlen som kronprins, men med kongehusets tidligere udmeldinger, er det meget sandsynligt, at Christian vil fortsætte med at fokusere på sin skolegang i den første periode efter tronskiftet.
Kronprins Christian går på nuværende tidspunkt i 3.g. på Ordrup Gymnasium. Han bliver student i sommeren 2024.
Når dronning Mary kan tiltræde i rollen som rigsforstander, giver det kronprinsen mulighed for at færdiggøre sine studier, inden han skal vikariere som statsoverhoved.