20. jan. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

X Factor-August har en kendt far: Derfor skjulte han det for Thomas Blachman

August Tómasson
August Tómasson
Foto: TV 2
August Tómasson fra "X Factor" har en kendt far, men han ønskede ikke, at dommer Thomas Blachman skulle vide noget om det.

I ”X Factor”, som i denne uge sendes lørdag i stedet for fredag, er vi nået til den første 6 Chair Challenge, og August Tómasson er én af dem, der igen skal ind for at imponere dommerne i håb om at sikre sig en plads videre i konkurrencen.

19-årige August lærte først at synge for få år siden, og han har desuden også prøvet kræfter med mange forskellige typer instrumenter.

Lysten til at udfolde sig kreativt har det unge sangtalent ikke fra fremmede, for hans far er ligeledes en kreativ sjæl.

August er nemlig søn af den prisbelønnede klipper og dokumentarfilminstruktør Tómas Gislason, som også var med til audition for at se sin søn, skriver TV 2.

For August var det især vigtigt, at Thomas Blachman ikke fik vished om, hvem hans far var. Dommeren har nemlig arbejdet sammen med Tómas Gislason på flere projekter.

- Blachman kender ikke mig – kun min far – så til audition sørgede vi for, at dommerne ikke kom til at se min familie, og da jeg gik videre og fik Thomas Blachman som dommer i 6 Chair Challenge, fortalte jeg heller ikke, at han kendte min far. For jeg ville gerne have, at det var mig, han lærte at kende, og ikke Tómas’ søn, forklarer August til TV 2.

62-årige Tómas Gislason fik i sin tid stor ros for sin klipning af ”Én gang strømer”, og så har han også arbejdet en del sammen med Lars Von Trier.

Inden for dokumentarfilmgenren står han bag film som ”Fra hjertet til hånden” om Jørgen Leth, den prisbelønnede ”Den højeste straf”, der handler om Stalintidens danske ofre, ”Overcoming”, der handler om Bjarne Riis samt ”Aqua – Turn Back Time”.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-01-20/bb-00287-1.jpg
Nikoline og Tómas Gislason til BILLED-BLADETs store tv-fest i 2001, hvor han vandt en TV-Oscar på 100.000 kroner for dokumentarfilmen "Den højeste straf".
Foto: Ulla Aue

Læs mere om: