21. jan. 2024
Af Marianne Singer

Kong Frederik og dronning Mary modtog dybfølt hilsen fra kongelige venner: I har styrken til at klare det

Kong Frederik og dronning Mary.
Kong Frederik og dronning Mary.
Foto: Hanne Juul
Kong Frederik og dronning Mary samt dronning Margrethe, modtog på tronskiftedagen dybfølte hilsener fra nære kongelige venner.

Der blev sendt mange hjertelige hilsener fra kongehuse rundt omkring i Europa, da kong Frederik søndag den 14. januar overtog tronen efter dronning Margrethe.

Blandt de mange hilsener var også dybfølte gratulationer fra kongeparrets gode venner og bekendte, kronprinsesse Margareta af Rumænien og hendes mand, prins Radu, samt kronprins Alexander og kronprinsesse Katharina af Serbien.

Familie og venner

Kronprinsparret af Serbien skriver således til Danmarks nye kongepar på deres sociale medier:

"Til vore kære venner og familie, Hans Majestæt Kong Frederik X og Hendes Majestæt Dronning Mary. Kronprinsesse Katharina og jeg gratulerer dem hjerteligt med bestigelsen af Kongeriget Danmarks trone", begynder kronprinsparret deres hilsen og fortsætter længere nede, henvendt til kong Frederik:

Ønsker velstand og fremgang

"Jeg er sikker på, at De vil fortsætte med at tjene Deres folk og Deres land med den samme dedikation og forpligtelse, og dermed være et forbilledeligt eksempel på en monarks rolle i den moderne verden, som Kong Frederik Xs moder Hendes Majestæt Dronning Margrethe II etablerede.
Vi ønsker Deres Majestæter mange flere år, hvor De bliver elsket og respekteret af befolkningen i Deres land, og må De føres mod velstand og fremgang, herunder også de mange serbere, der bor i Kongeriget Danmark. Vores venskab og oprigtige respekt betyder meget for os, og vi vil fortsætte med at styrke vores bånd!" skriver kronprins Alexander på deres Instagram.

Med til begravelse og bryllup

Kronprinsparret af Serbien deltog i sin tid blandt andet i kronprins Frederik og kronprinsesse Marys bryllup i 2004 og deltager derudover jævnligt i store kongelige sammenkomster.

Senest har de været gæster ved kong Charles' kroning i London og kong Konstantins begravelse i Athen.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-01-21/_hjp3042-2-1.jpg
Kronprinsparret af Serbien ved kong Konstantins begravelse i Athen i januar 2023. Kronprins Alexanders mor var prinsesse Alexandra af Grækenland og Danmark.
Foto: Hanne Juul

Hilsen fra Rumænien

Fra Rumænien har desuden kronprinsesse Margareta og hendes mand, prins Radu, sendt en personlig hilsen.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-01-21/bb-33946_0.jpg
Kronprinsesse Margareta og hendes mand, prins Radu, ved arvestorhertugparrets bryllup i Luxembourg i 2012.
Foto: Lars H. Laursen

På deres Instagram skriver de, at de har sendt et personligt brev til det nye kongepar og, at kronprinsesse Margareta derudover har sendt et personligt brev til dronning Margrethe.

Brevet til Danmarks nye kongepar har kronprinsseparret valgt at offentliggøre på deres sociale medier.

Personligt brev

I brevet skriver de blandt andet:

"Kære Frederik og Mary,

Det er med beundring og hengivenhed, at vi skriver til jer for at fortælle jer, at I er i vore tanker og hjerter i dag, i dette så særlige øjeblik i jeres liv.

Med jeres talenter og forbilledelige dedikation, ved vi, at I vil finde styrken og inspirationen til at fuldføre jeres historiske opgave, vise og tålmodige.

Vi mindes med glæde de tider, vi har tilbragt sammen og håber, at vores lande og vores familier i de kommende år vil få mange muligheder for at dele vores stolthed og glæde.

Med stor hengivenhed

Margareta og Radu"

Læs mere om: