24. jan. 2024
Af Laura Dalgård Hansen

Efter kritik: Kongeparret har besluttet at ændre på reglerne

Kong Frederik og dronning Mary
Kong Frederik og dronning Mary
Foto: Hanne Juul
Kongehusets kommunikationsafdeling bekræfter nu, at man i forbindelse med tronskiftet kommer til at revidere retningslinjerne for kongehusets modtagelse af gaver.

Her i januar er der sket mange ændringer i det danske kongehus.

Ikke mindst har Danmark fået en ny konge og dronning, efter dronning Margrethe den 14. januar abdicerede.

Flere forandringer er på vej. Det bekræfter kongehusets kommunikationsafdeling nu over for DR.

Eksperter har i flere år rejst kritik af, at der ikke har været regler for, at det danske kongehus skulle offentliggøre det, når de modtog gaver fra erhvervslivet eller private aktører, hvilket man ellers gør i flere andre europæiske kongehuse. For eksempel i det norske.

I forbindelse med tronskiftet er der dog nu ændringer på vej, oplyser kongehuset til DR.

I et svar til DR skriver kongehusets kommunikationsafdeling, at kongeparret i forbindelse med tronskiftet vil revidere retningslinjerne for den måde, hvorpå kongehuset modtager gaver.

De nye retningslinjer vil blive offentliggjort på kongehusets hjemmeside.

Det vides ikke, hvornår dette kommer til at ske, eller hvad de nye retningslinjer vil indbefatte.

Læs mere om: