25. jan. 2024
Af Sofie Nymand

Nye billeder af kronprins Christians nære veninde: Prinsesse Maria Chiara dukker op på den røde løber

Kronprins Christian. Indsat foto: Prinsesse Maria Chiara. 
Kronprins Christian. Indsat foto: Prinsesse Maria Chiara.
Foto: Hanne Juul og KCS Presse / MEGA
Den italienske prinsesse var i en skinnende robe, da hun dukkede op på den røde løber med sin søster.

Der er godt gang i modeugen i Paris.

Forleden skabte det overskrifter, da Norges dronning Sonja dukkede op med sit 18-årige barnebarn, Leah Isadora Behn, til Christian Diors show. Og de er ikke de eneste, der drysser royalt stjernestøv ud over de røde løbere i den franske hovedstad.

Også den italienske prinsesse Maria Chiara, der er nær ven af danske kronprins Christian, poserede for fotograferne forud for et stort Haute Couture-show med eksklusive designs fra Elie Saab.

Prinsessen var i en glinsende kjole, da hun ankom i selskab med sin søster, prinsesse Maria Carolina. Og her stoppede de kort på trappen til ære for blitz og knips, inden de fortsatte ind ad dørene. Også store stjerner tog – både før og efter – samme tur, heriblandt Jennifer Lopez.

Se de nye billeder af prinsessen nederst i artiklen.

Det var i maj sidste år, at kronprins Christian blev kædet sammen med den jævnaldrende prinsesse Maria Chiara. Her blev de spottet i selskab med fælles venner til Formel 1-grandprix i Monaco, og dengang lød rygterne, at der skulle være en romantisk forbindelse mellem de to.

Spekulationerne fik dog prinsessen til at udsende en meddelelse om, at der ikke er mere mellem dem end et nært venskab.

– Vi har kendt hinanden, siden vi var små, lød det blandt andet fra prinsesse Maria Chiara.

Deres relation bunder i tætte familiebånd. Kong Frederik og dronning Mary har i årevis været venner med prinsessens forældre, prins Charles, kaldet Carlo, og prinsesse Camilla de Bourbon des Deux-Siciles.

Forældreparrene er endda så tætte, at prins Carlo stod fadder til prinsesse Josephine ved dåben i 2011. Også de to prinsesser, Maria Chiara og Maria Carolina, var dengang med til festen i København.

Familien Bourbon des Deux-Siciles stammer fra en gren af den spanske kongelige familie, og den går tilbage til det dynasti, der regerede over syden i Italien og Sicilien i det 18. og 19. århundrede.

Selv om de i dag ikke er en kongelig familie, der regerer over et område, benytter de stadig deres titler.

Prinsesse Maria Chiara til modeuge i Paris

Læs mere om: