Smukt, kraftfuldt og sårbart: Prinsesse Märtha Louise og døtrene dukker op som forsidemodeller
I øjeblikket pryder prinsesse Märtha Louise og døtrene forsiden.
Det er den norske udgave af modemagasinet Elle, som i denne uge har et stort interview med den norske prinsesse og døtrene, Maud Angelica, Leah Isadora og Emma Tallulah, hvor de sætter ord på familiedynamik, vigtigheden af åbenhed og sarkasme.
Det er første gang, at de sammen giver et eksklusivt interview, og dermed også første gang at de sammen springer ud som forsidemodeller.
På billedet, som prinsessen har delt og som BILLED-BLADET har fået tilladelse til at dele, ses prinsesse Märtha Louise omgivet af sine døtre, der alle holder om hende.
”Smukt, kraftfuldt, nært og sårbart,” skriver Märtha Louise til billedet, hvor især Maud Angelica skiller sig ud. Mens hendes søstre kigger direkte ind i kameraet med alvorlige udtryk, læner hun sig i stedet ind mod sin mor med lukkede øjne og et kærligt udtryk.
Fælles for dem alle er dog, at de er stilfuldt og skarpt klædt i hvidt og sort. Prinsessen og hendes mellemste datter, Leah Isadora, er i sort, mens yngstedatteren, Emma Tallulah, er i hvide bukser og en hvid bluse med flæser, og Maud Angelica har fundet en kombination i et mørkt jakkesæt, hvid skjorte og sort slips.
Det er ikke første gang, vi ser den lille familie i forbindelse med modemagasinet. I november sidste år deltog prinsessens mellemste datter, Leah Isadora, i Elles årlige prisfest, hvor hun tilmed vandt prisen for årets kreatør for sit arbejde på sociale medier. Ligesom prinsesse Märtha Louise har deltaget ved flere fester, afholdt af modebrandet.
Døtrene, som prinsesse Märtha Louise har med afdøde Ari Behn, er ikke en del af kongehuset. Som børnebørn af kongen og dronningen er de dog stadig en del af den kongelige familie, og de deltager derfor, når der er store private begivenheder. Samtidig har vi set, hvordan de tre søstre dukker op sammen med deres bedsteforældre og resten af familien ved forskellige lejligheder – ligesom forleden da dronning Sonja pludselig ankom til modeuge i Paris med barnebarnet Leah Isadora.