28. jan. 2024
Af Catja Klarskov

Kritiserer forholdene: Børneskuespillers forældre retter kritik af produktionsselskabet bag Valdes Jul

Selma Kjær Kuscu. 
Selma Kjær Kuscu.
Foto: Per Arnesen / TV 2
10-årige Selma Kjær Kuscu spillede lillesøsteren Rita i TV 2-julekalenderen ”Valdes Jul”. Nu retter hendes forældre skarp kritik af de forhold, datteren arbejdede under.

Selma Kjær Kuscu, 10, spillede lillesøsteren Rita i TV 2-julekalenderen ”Valdes Jul”, der hver dag i december sidste år tonede frem på skærmen.

Selv om alt udefra ånder fred og idyl på skærmen, så er det muligvis langt fra virkeligheden under tilblivelsen af børnejulekalenderen ”Valdes Jul”, som produktionsselskabet Cosmo Film står bag.

Det fortæller Selma Kjær Kuscus mor, Louise Kjær Kuscu, til Danmarks Radio.

Børneskuespillerens forældre kritiserer blandt andet de lange arbejdsdage, producenten krævede af deres datter, hvilket gjorde Selma Kjær Kuscu både presset og ked af det.

I artiklen fra DR har man desuden bragt en SMS, som skuespillerindens mor sendte til produktionen.

– Vi havde lovet Selma, at I ville passe på hende, og at denne julekalender skulle være en god oplevelse. Et løfte som jeg troede, at jeg kunne holde. Men jeg føler, at vi har svigtet hendes tillid, skriver Louise Kjær Kuscu i beskeden.

Ifølge DR, som har fået aktindsigt i Selma Kjær Kuscus vagtplaner, har arbejdsdagene i over halvdelen af tilfældene været på over ti timer, ligesom hun har optaget midt om natten.

Forældrene fortæller desuden i artiklen, at de ikke trak i håndbremsen, og sagde stop på datterens vegne, da de ikke ville risikere hele den store produktion.

Der er tidligere blevet klaget over arbejdsforholdene ved Cosmo Film, og Selma Kjær Kuscus forældre er langt fra de eneste, der gennem tiden har kritiseret produktionsselskabet.

Det skriver DR på baggrund af aktindsigter i vagtplaner og interviews med over 60 personer i den danske film- og tv-branche.

I et mailsvar til DR afviser Cosmo Film dog at kommentere på det konkrete tilfælde, da der er tale om en personalesag.

I det skriftlige svar lyder det dog fra produktionsselskabet, at det aldrig har været deres intention at planlægge for lange arbejdsdage, men at de altid har bestræbt sig på at sende børn hjem hurtigst muligt.

De oplyser desuden, at de vil tage kritikken til efterretning og fremadrettet tilrettelægge anderledes.

Du kan læse hele artiklen her.

Læs mere om: