Rejste ikke alene: Hun var med dronning Mary i Tyskland
Søndag aften sad dronning Mary klar i Lanxess Arena i Köln, da de danske håndboldherrer gik på banen mod Frankrig i det, der skulle vise sig at blive en nervepirrende EM-finale.
Kort forinden var det endnu uvist, hvorvidt kampen ville få kongeligt besøg, men få timer inden kampstart kunne kongehuset meddele, at den danske dronning var på vej til Tyskland – og hun var ikke alene.
På tv og på billederne fra håndboldkampen kunne man se, at dronning Mary sad mellem ministerpræsident i Nordrhein-Westfalen, Hendrik Wüst, og Tysklands forbundspræsident, Frank Walter-Steinmeier, men foran hende sad en, som hun kender ganske godt.
Marys privatsekretær, Henriette Ellermann-Kingombe, havde naturligvis taget turen sammen med dronningen og var med på tribunen, da håndboldherrerne kæmpede om guldet.
Desværre blev det som bekendt ikke til en sejr. Efter forlænget spilletid måtte Danmark se sig slået af Frankrig. I stedet kunne dronning Mary lægge sølvmedaljen om halsen på Mikkel Hansen, Emil Nielsen og holdkammeraterne.
Henriette Ellermann-Kingombe har arbejdet som privatsekretær siden 2021, hvor hun blev ansat i kongehuset efter flere år i Udenrigsministeriet. Senest som kontorchef i Udenrigsministeriets kontor for Multilateralt Samarbejde og Politik, hvor hun havde ansvar for blandt andet Danmarks samarbejde med FN's organisationer.