Lånte fra datterens klædeskab: Dronning Letizia i lyseblå kjole og lækker frakke
Mandag blev der afholdt National Disability Awards 2024 i Madrid, og her var Spaniens dronning Letizia med til at uddele årets priser.
Som altid var dronning Letizia elegant klædt, og mandag bestod hendes outfit af en lyseblå kjole med slå-om-effekt og lange ærmer fra Adolfo Dominguez og lækker brun frakke fra Carolina Herrera.
Vi er vant til at se den spanske dronning i skyhøje stiletter, men mandag havde hun valgt et par neutrale pumps med lav hæl fra Magrit.
I hånden bar Letizia en brun lædertaske, der ligesom frakken, er fra Caroline Herrera.
Hvis looket virkede en smule bekendt, tager man ikke fejl.
Det er nemlig ikke første gang, at dronning Letizia har den brune frakke på, og også datteren, prinsesse Leonor, har brugt den.
18-årige Leonor bar frakken – dog uden bæltet – i november 2023 ved åbningen af Cortes Generales (Spaniens lovgivende forsamling, red.).
Ved samme begivenhed bar hun også lædertasken, og det tyder på, at dronning Letizia havde været en tur i sin datters klædeskab inden National Disability Awards 2024.
Se alle stildetaljerne i galleriet øverst i artiklen.