Kronprins Christian har haft sin første store opgave som regent, mens far er bortrejst
Kronprins Christian er regent, imens hans far, kong Frederik, er til et officielt erhvervsfremstød i Polen.
Og nu har den 18-årige kronprins haft sin første store opgave.
Han har den 31. januar godkendt, at Morten Dahlin, som er minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde, går på forældreorlov. Det fremgår af en pressemeddelelse fra Statsministeriet.
I pressemeddelelsen står følgende:
”I anledning af at minister for byer og landdistrikter, kirkeministeren og ministeren for nordisk samarbejde, Morten Dahlin, er gået på forældreorlov, er ledelsen af de under ministeren hørende opgaver ved kongelig resolution af 31. januar 2024 overdraget til transportminister Thomas Danielsen.
Han bliver fra den 10. marts 2024 også fungerende minister for byer og landdistrikter, kirkeministeren og ministeren for nordisk samarbejde”.
Da kong Frederik rejste til Polen den 31. januar, meddelte kongehuset, at det blev kronprins Christian, som skulle være regent i de tre dage, hvor hans far var væk.
Og nu har Danmarks unge kronprins altså haft sin første aktive opgave i sin ny rolle.
Det er et stort ansvar, der ligger på hans skuldre, efter at han gik fra at være prins til kronprins.
Han går til daglig i 3. g. på Ordrup Gymnasium.