Hvor sødt! Se, hvem der kom og heppede på Christian Degn i studiet
For et år siden flyttede Christian Degn til Randers med sin lille familie, og det betyder, at han nu skal køre lidt længere, når han skal på job i København.
I efteråret tilbragte han flere uger i hovedstaden for at optage sit nye quizshow ”Ordet er mit” til TV 2 Charlie.
Det var nogle intensive dage, hvor tv-værten optog hele 48 programmer.
Heldigvis fik Christian Degn besøg af familien undervejs. Kæresten Trine lagde nemlig vejen forbi på hans nye job.
- Tak til verdens dejligste Trine, der både holdt skansen derhjemme med Vagn og tilmed kom og heppede i studiet, skriver Christian Degn i et opslag på Instagram, som BILLED-BLADET har lov at bringe.
44-årige Christian Degn har delt et sødt billede med kæresten Trine, hvor parret står ved siden af hinanden i tv-studiet.
Christian Degn og Trine blev forlovet i julen 2022 og er forældre til sønnen Vagn på halvandet år.
Quizshowet ”Ordet er mit” sendes mandag til torsdag på TV 2 Charlie.