Dronning Margrethe vinder stor pris: Derfor tager hun ikke selv imod den
Lørdag aften sidder dronning Magrethe måske og følger med i livestreamingen fra Robert Prisen i Tivoli Koncert & Congress Center.
Hun har nemlig været nomineret i kategorien Årets kostumedesigner.
Og ikke kun har hun været nomineret – hun har også vundet!
Men dronning Margrethe tog ikke selv imod prisen på scenen.
Tog ikke de nødvendige hensyn
Det gjorde i stedet Marcella Dichmann, der har produceret "Ehrengaard", hvori dronning Margrethe har stået for Production Design og Kostumer.
Hun forklarede i sin takketale på dronning Margrethes vegne, hvorfor prisvinderen ikke selv stod på scenen med prisen i hånden.
– Jeg vil gerne sige lidt om, hvorfor dronningen ikke er her. Jeg tror, vi alle har lært, at vi rejser os for de gravide i bussen og selvfølgelig også for de ældre. Det mener jeg ikke er forskelsbehandling. Jeg mener, det er at tage hensyn. Jeg er oprigtigt ked af, at Filmakademiet ikke har ønsket at tage de nødvendige hensyn, så hendes majestæt dronning Margrethe kunne været her i dag og modtage denne flotte anerkendelse for sit arbejde med Ehrengaard, sagde hun.
Det kunne altså virke til, at det ikke var dronningens eget valg ikke at være til stede på den store aften.
Adspurgt af BILLED-BLADET, hvad der skal lægges i ordet "hensyn", svare Marcella Dichmann, at hun ikke har flere kommentarer.
Et stærkt samarbejde
I talen takkede hun dronning Margrethe mange gange:
– Jeg skal sige mange tak for prisen, som jeg vil sørge for, at dronning Margrethe modtager snarest muligt. Kongehuset kunne desværre ikke være repræsenteret i dag. Jeg vil gerne takke dronning Margrethe og kongehuset for et stærkt og inspirerende samarbejde. For de, der ikke ved det, har dronning Margrethe været en vigtig samarbejdspartner for instruktør Bille August. Lige fra manuskriptudvikling, casting, alle locations, decoupager og de smukke kostumer. Endnu en gang mange tak.
Dronning Margrethe har skabt mere end 70 detaljerige decoupager til filmens scenografi og derudover designet filmens kostumer.