Cecilie Hother i nyt job: Har lagt stemme til en tegnefilm med hele familien
De fleste kender Cecilie Hothers stemme fra dengang, at hun var vejrvært på TV 2, hvor hun gav prognoser om vejret i det danske land.
Den skarpe lytter vil dog også kunne høre Cecilie Hothers stemme, når man sætter sig ind i biografmørket for at se børnefilmen "Sigurd Sommerfugl".
Cecilie Hother har nemlig lagt stemme til en af tegnefilmsfigurerne. Det skriver hun på sin Instagram, hvor hun fortæller, at det er en drøm, der er gået i opfyldelse.
– Det var sjovt. Og det var faktisk noget som jeg længe har ønsket mig,- men som jeg – helt ærligt – ikke troede muligt, skriver Cecilie Hother i opslaget, som BILLED-BLADEt har fået tilladelse til at citere, hvor hun også afslører, at det ikke kun er hende, der har lagt stemme til filmen.
– Men så kom der sidst i 2023 en mail ind, som spurgte om VI havde lyst til at ligge stemmer til. For det er nemlig ikke kun mig, der er blevet til en sommerfugl. Det er faktisk hele familien. Aksel, Ellinor, Thomas, Tobias og undertegnede, skriver Cecilie Hother i opslaget, hvor hun skriver, at det er nogle små sommerfugleroller som familien har fået i filmen.
Cecilie Hother arbejder i dag som radiovært, foredragsholder og iværksætter.