Morten Hemmingsen: Ikke helt færdig med Badehotellet …
Når "Badehotellet"s 10. og sidste sæson får premiere primo marts, bliver det endnu engang med Morten Hemmingsen som Morten Enevoldsen.
Men selv om optagelserne for længst er afsluttet, er Morten endnu ikke helt færdig med "Badehotellet".
Han holder nemlig foredrag.
– Det hedder et musikalsk foredrag, så jeg fortæller om mit arbejde og om ”Badehotellet”, og hvad det betyder for mig. Og så har jeg min guitar med og mine sange, for jeg udgiver jo selv musik – så fletter jeg det ind. Og så lærer man mig at kende på en anden måde end bare ”Morten fra Badehotellet”, siger han og uddyber:
– Nogle af sangene har noget at gøre med ”Badehotellet”, men det er også mine egne sange.
Serien satte ham på landkortet
TV 2-serien har betydet enormt meget for skuespilleren.
– Den har sat mig på landkortet som ”Morten fra Badehotellet”. Og så har den lært mig vildt meget. Når man arbejder så meget på en tv-serie i 10 år, så lærer man bare meget, som man kan bruge i andre sammenhænge.
– "Badehotellet" har altid været en kæmpestor fornøjelse at lave. Det er en unik ting, at vi har arbejdet sammen i 10 år. Det er usædvanligt at have kolleger, som man er så tætte med og lærer så godt at kende.
Morten Hemmingsen: Der var bestemt tårer
Som hos de andre skuespillere fra serien, var det med en vis vemod, Morten Hemmingsen afsluttede optagelserne.
– Det er vemodigt, for det er en speciel ting at have lavet. Vi har alle været glade for det, og der har også været stor opbakning fra publikum. Der var bestemt tårer, da vi skulle runde af. Det var rørende. Men det er en blanding af vemod og meget stor glæde og taknemmelighed for, at vi har kunnet lave det i så mange år.