8. feb. 2024
Af Sofie Nymand

Kongehuset ændrer på gaveregler – men flere ting i nyheden springer i øjnene

Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary
Foto: Jesper Sunesen
Flere ting springer i øjnene i kongehusets udmelding om modtagelse af gaver.

Siden tronskiftet i januar har flere ændringer drypvist fundet vej ind i det danske kongehus. Og senest har kongehuset meldt ud, at de nu ændrer retningslinjerne for modtagelse af gaver.

Det oplyser de onsdag på deres hjemmeside.

Det sker efter en tid, hvor kongehuset har fået kritik for gavereglernes manglende gennemsigtighed. Blandt andet af Jesper Olsen, der er formand for Transparency International i Danmark. Til DR har han udtalt, at det er et bekymrende signal, at erhvervsliv og private aktører kan give kongehuset dyre gaver i det skjulte.

Mens flere europæiske kongehuset, heriblandt det norske, gennem årene har offentliggjort gavelister, har de danske kongelige modtaget ofte dyre og luksuriøse gaver uden offentlighedens indsigt. Men nu følger kong Frederik og dronning Mary trop.

Som et nyt tiltag vil det danske kongehus nu fremlægge en liste over de gaver, som medlemmerne af kongehuset modtager. Listen vil blive offentliggjort sammen med årsrapporten.

Her vil der være tale om gaver, som de kongelige modtager i forbindelse med officielle arrangementer, rejser eller besøg samt markering af særlige begivenheder som for eksempel fødselsdage og jubilæer. Men her er der særligt én ting, der springer i øjnene.

Kongehuset skriver, at det ikke gælder gaver med en ”beskeden (om nogen) økonomisk værdi”. Mens der i det norske kongehus er et minimumsbesløb på 1000 norske kroner, præciserer det danske kongehus ikke beløbet i tal. BILLED-BLADET har været i kontakt med kongehuset, som meddeler, at de heller ikke på et senere tidspunkt vil konkretisere beløbet.

Omend det først er nedfældet på skrift og offentliggjort nu, har kongehuset gennem årene internt revideret deres gaveregler - heriblandt modtagelse af gaver fra private virksomheder. Blandt andet modtog Christian - modsat sin far og farmor - ikke en bil, da han i oktober fyldte 18 år. Og netop gaver fra det private, vil kongehuset heller ikke fremover modtage – men der er dog visse undtagelser. Heriblandt hvis gaven er specielt udført til kongehuset, eller hvis gaven er givet under et officielt virksomhedsbesøg. Heller ikke her, vil gaverne stå på listen, hvis den er af ”beskeden værdi”.

Der vil også fortsat være visse gaver, som aldrig vil blive offentliggjort. I pressemeddelelsen skriver, kongehuset:

”Gaver af personlig karakter, som medlemmer af den kongelige familie modtager fra familie og venner, betragter Kongehuset som et privat anliggende, og sådanne gaver vil ikke blive offentliggjort.”

Til Ekstra Bladet kalder kongehusekspert Kim Bach netop denne formulering for ’diffus’.

- Familien er jo nem at afgrænse, og man kan godt forstå, at det er privat. Men hvad dækker 'venner' over? Kongefamilien har jo en stor omgangskreds af kendte og ekstremt rige mennesker, og får vi så ikke noget at vide om de gaver? siger Bach til avisen.

Det er ikke nogen hemmelighed, at kongeparret og resten af familien omgås flere af samfundets spidser – også dem, der har deres daglige gang i erhvervslivets top. Det er ikke præciseret, hvordan kongehuset her vil skelne, når der er tale om venner eller interessenter fra det private erhvervsliv.

Listen over kongehusets gaver bliver offentliggjort første gang i august. Derefter vil offentliggørelsen ske årligt sammen med Kongehusets årsrapport.

Læs mere om: