Jakob Mielcke fra Masterchef: Imponeret over datteren
I ”Masterchef” har dommer Jakob Mielcke styr på det meste.
Men når han kommer hjem og går i køkkenet med sine børn Rita og Leo, erkender han meget hurtigt, at han har noget, han skal øve sig på.
For når man er vant til at stå i køkkenet i en Michelin-restaurant, så er det svært ikke også at være meget kontrollerende, når der er børn i køkkenet.
- Min datter er mest med i køkkenet. Hun synes, det er sjovt og spændende. Men det er noget underligt noget, fordi hvis du skal lave mad med dine børn, skal du slippe din kontrol. Det kan jeg bare mærke, når vi står i det, er for svært for mig. Enten skal der gøres noget rent, eller der skal samles noget op, eller der kommer skaller i maden. Det er jag af indtryk, der kommer ind i mit nervesystem af ting, der ikke er, som de burde være. fortæller han til BILLED-BLADET.
Han erkender, at det helt sikkert er en side af det at være far, som han skal arbejde på at blive bedre til.
- Der er et element af, at jeg burde slappe af og gennemføre det. Det er ikke lykkedes mig at være så god til den del, som jeg egentlig gerne ville. Jeg har noget at øve mig på, fortæller han smilende.
Heldigvis afholder farens kontrol ikke datteren Rita fra at være i køkkenet.
Hun har en god aftale om, at hun i stedet bytter far ud med en veninde, og så løser det hele sig.
- Vi har en aftale derhjemme om, at min datter kommer hjem med en veninde og så bager de en kage. Den bager de uden nogen form for forældreopsyn. Det vil sige, at vi ikke ved, hvad der er i de kager. Men det er ret imponerende, at de altid samler sig, fortæller han og uddyber:
- Det er lidt enten eller. Enten skal de have lov til at gøre det helt selv, eller også skal jeg lære være med på en helt anden måde.
Læs hele interviewet med Jakob Mielcke i denne uges BILLED-BLADET, der er på gaden fra torsdag den 8. februar.