9. feb. 2024
Af Ulrik Ulriksen

Nu melder stort spørgsmål sig: Skal Christian, Isabella og tvillingerne af sted på rejse med Mary og Frederik?

Kongefamilien
Kongefamilien
Foto: Hanne Juul
Det er netop blevet meldt ud, at kongeparret skal ud at rejse ganske meget i maj, juni og juli. Men skal de mon have deres børn med?

Kong Frederik og dronning Mary indleder i løbet af forsommeren besøg til henholdsvis Sverige, Norge, Færøerne og Grønland, og kongeskibet Dannebrog vil fungere som residens undervejs.

Men skal kongeparret have børnene med på rejserne?

Svaret på det spørgsmål, har vi forsøgt at finde frem til via kongehusets kommunikationsafdeling, der dog ikke lige nu har yderligere at tilføje til dagens pessemeddelelse.

Noget tyder dog på, at det kan lade sig gøre at få børnene med på i hvert fald en af de fire rejser, der er officielt annonceret.

Det vender vi tilbage til nederst i artiklen.

Frederik og Mary får vildt travlt

Når kongeparret i begyndelsen af maj rejser på det første officielle statsbesøg til Sverige, lyder startskuddet til en større rundrejse i Norden.

Efter besøget i Sverige følger således et statsbesøg til Norge, hvorefter kong Frederik og dronning Mary i juni og juli besøger Færøerne og Grønland.

I forbindelse med de første statsbesøg skal det nye kongepar møde regenterne i Sverige og Norge, og det markerer således de tætte relationer mellem de nordiske monarkier.

I juni stævner kongeskibet Dannebrog mod nord på et Rigsfællesskabstogt.

Kongeparret besøger Færøerne i midten af juni og herefter Grønland i slutningen af juni og begyndelsen af juli.

Ifølge kongehusets kommunikationsafdeling finder statsbesøget til Sverige sted 6.–7. maj, og herefter er der statsbesøg til Norge 14.–15. maj.

Det officielle besøg på Færøerne er der ikke sat faste datoer på, men kongehuset nævner selv 11.–14. juni indtil videre.

På samme måde er det med besøget til Grønland - det officielle besøg i Grønland er indtil videre sat til perioden 29. juni–8. juli.

De endelige datoer i forbindelse med besøgene på Færøerne og i Grønland vil blive meldt ud senere.

Kronprins Christian i gang med 3.g

Rejserne til Sverige, Norge og Færøerne afvikles, mens der er travlt med skolegang for prins Vincent og prinsesse Josephine i 6. klasse og prinsesse Isabella i 1.g på Øregård Gymnasium.

Og især for kronprins Christian, der er i fuld gang med 3.g på Ordrup Gymnasium, er der megatravlt i maj og hele juni.

Kronprinsen er i gang med det sidste seje træk med studentereksamen, og sidst i juni får han sin studenterhue.

Dermed kunne det godt se ud til, at kongeparrets børn nok bliver hjemme fra de første tre anførte rejser for at passe skolen.

Når der er rejse til Grønland, er skolernes sommerferie dog i gang, og det giver potentielt mulighed for, at både kronprinsen, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine kan komme med til Grønland uden at misse nogle skoledage.

Læs mere om: