For første gang siden tronskiftet: Kong Frederik skal til statsråd
Store dele af landet var på den anden ende, da dronning Margrethe den 14. januar trådte tilbage og overlod tronen til sin søn.
Mange havde især set frem til at se kong Frederik på balkonen på Christiansborg Slot, og jublen var da også enorm, da han trådte frem foran danskerne – første gang som konge.
Selve tronskiftet havde fundet sted kort forinden inde på Christiansborg Slot. Her blev der afholdt statsråd, og det var her, dronning Margrethe underskrev sin abdikationserklæring, hvormed Frederik blev konge.
Nu nærmer det næste statsråd råd sig. Det fremgår af den kongelige kalender, at det første statsråd siden tronskiftet finder sted tirsdag den 27. februar.
Statsrådene afholdes efter behov og for tiden cirka seks gange om året. De finder typisk sted i Statsrådssalen på Christiansborg Slot. Kongen leder møderne, som primært går ud på, at kongen sammen med en minister underskriver de love, som Folketinget har vedtaget.
Det er kong Frederik, eller en eventuel stedfortræder, der leder statsrådene, hvor samtlige ministre deltager.
Kronprins Christian har haft sæde i statsrådet, siden han blev myndig i efteråret 2023.
Siden tronskiftet den 14. januar har det nye kongepar været optaget af at finde sig til rette i deres nye roller og at blive klar på alt det, der venter.
Den kongelige kalender har derfor heller ikke været spækket med officielle arrangementer. Resten af februar måned er der indtil videre blot to officielle programpunkter i kalenderen. Der er offentlig audiens den 19/2, og den 27/2 er der statsråd.