Prins William ankommer til BAFTA: Denne skuespillerinde faldt han i snak med
Prins William kastede kongelig stjerneglans over den røde løber, da han søndag ankom til BAFTA Awards i The Royal Festival Hall.
Hvert år gør prinsen, der også er ærespræsident for prisuddelingen, sin entré med sin hustru – men i år måtte han undvære prinsesse Catherine, som stadig er ved at komme sig ovenpå sin operation.
Prins William, der denne gang var i et mørkeblåt velour-jakkesæt, manglede dog ikke godt selskab.
Billeder fra BAFTA viser, at prinsen hurtigt faldt i snak med flere på den røde løber og under showet.
Blandt andre hilste William på den australske skuespillerinde Cate Blanchett med et stort smil og kindkys. Ligesom det så ud til, at de fik en rigtig god snak under showet, hvor de sad ved siden af hinanden.
De har før haft fornøjelsen af hinandens selskab, blandt andet sidste år i Singapore, hvor de deltog i Earthshot Prize.
Skuespillerinden var ikke den eneste stjerne, som storsmilende hilste på prinsen. Også det britiske fodboldikon David Beckham måtte lige hen og hilse på – og også det blev et varmt gensyn.