Royal Run: Her skal de kongelige løbe
Efter en god vinterferie og et pusterum efter tronskiftet trækker kong Frederik og dronning Mary nu ikke kun i arbejdstøjet – de er også klar til at lægge løbetøjet frem.
For det populære motionsløb Royal Run nærmer sig, og nu afsløres det, hvilke byer de skal løbe i.
Det var som kronprins, at Frederik for første afholdt løbet. Det skete i anledningen af sin 50-års fødselsdag i 2018. Siden er det blevet en kæmpesucces, og 2. pinsedag samles store og små i fem byer på tværs af landet for at løbe med – og måske få et glimt af de kongelige.
Frederik skyder selv Royal Run i gang. Det sker i Fredericia, der for første gang er værtsby, og som altså har fået æren af at åbne ballet. Herefter går turen til kongens gamle studieby Aarhus, og som altid slutter han af i København/ Frederiksberg.
Det oplyser både Ritzau og Kongehuset.
Dronning Mary derimod kan man få et glimt af i Kalundborg, mens kronprins Christian for første gang rejser ud i landet og deltager på egen hånd, når han løber i værtsbyen Brønderslev.
Hele familien plejer at samles til sidst i København, hvor motionsfesten kulminerer på Amalienborg Slotsplads. Mon ikke, at det også sker i år.
Royal Run bliver i år afholdt med det højeste antal deltagere nogensinde, og ligesom sidste år slår de rekord med 95.000 tilmeldte i de fem værtsbyer Fredericia, Aarhus, Kalundborg, Brønderslev og København/ Frederiksberg.