TV 2 afslører: Her er de to nye stuepiger på Badehotellet
”Badehotellet” er snart tilbage med den allersidste sæson, men selv om der er meget i fortællingen, der skal afsluttes, er der også blevet plads til flere nye karakterer i finalesæsonen.
For eksempel er der rykket to nye stuepiger ind på Andersens Badehotel, oplyser TV 2.
De to unge, jyske kvinder hedder Lily og Trine. Lily er genert og usikker, mens Trine til gengæld er ligefrem og uforfærdet, og de falder hurtigt i hak med hinanden. Sommeren ender med at blive en personlig rejse for dem begge på hver sin måde, skriver TV 2.
De to unge stuepiger spilles af de to skuespillere Hannah Gass Sibbesen og Kamille Yde Wenneberg.
Blandt de øvrige ansatte på ”Badehotellet” i sæson 10 er der Edith, og så er Martha desuden vendt retur i køkkenet. Otilia er også med, men denne gang er hun ansat til at tage sig af Amandas datter, Frida.
”Badehotellet” kan ses på TV 2 fra den 3. marts.