Fik folk til at spærre øjnene op: Pludselig dukkede nyskilte prinsesse Cristina op med dronning Anne-Maries datter
Det var et overraskende syn, der mødte de mange feststemte deltagere ved lørdagens store karnevalsparade i Las Palmas de Gran Canaria, der er hovedstaden på den kanariske ferie-ø Gran Canaria.
Med til det lokale arrangement var nemlig også helt uventet spanske prinsesse Cristina, storesøster til Spaniens kong Felipe, og hendes kusine, prinsesse Alexia, datter af dronning Anne-Marie.
Storhyggede sig
Det var tydeligt, at de to kongelige kvinder hyggede sig i hinandens selskab.
Prinsesse Cristina har på det seneste været igennem en svær tid.
Således blev det sidst i januar kendt, at prinsessen var blevet skilt fra sin mand, Iñaki Urdangarín, en måned forinden.
Prinsessen og den tidligere professionelle håndboldspiller var gift i 26 år og har sammen fire børn.
Festlig dag
De to kendte kusiner overværede med stor entusiasme den store karnevalsparade med musik, dans og farverige deltagere.
I år var mere end 120.000 mennesker i gaderne for at fejre med, og Alexia og Cristina fulgte med fra Calle Albareda, hvor de flittigt filmede arrangementet med deres mobiler.
Til daglig bor prinsesse Alexia med sin familie på en af de andre kanariske øer - Lanzarote.