Bevægende billeder: De nærmeste bar kisten ud til lensgreve Christian Lerche-Lerchenborgs begravelse
Den 7. februar gik lensgreve Christian Lerche-Lerchenborg bort, 93 år gammel.
Torsdag eftermiddag bliver lensgreven begravet fra Årby Kirke ved Kalundborg, og her siger familie og venner fra et langt liv et sidste farvel.
Efter en smuk højtidelig i kirken, blev kisten båret ud af de nærmeste. Med til at bære var hans sønner, svigersønner og børnebørn.
Forrest gik sønnen grev Christian og barnebarnet Peter Lerche, dernæst børnebørnene Christian Lerche-Lerchenborg og Ditlev van Wylich-Muxoll. Herefter fulgte svigersønnerne, Klavs von Lowzow og Christian Ahlefeldt Laurvig, og sidst sønnerne baron Niels og baron Peder.
Foran kisten gik barnebarnet Frederik van Wylich-Muxoll og nevøen Flemming Lerche-Lerchenborg, som bar de kongelige kranse fra henholdsvis dronning Margrethe og prinsesse Benedikte. Mens børnebørnene Benedicte Ahlefeldt-Laurvig, datter af Mette og Christian Ahlefeldt-Laurvig, og baron Niels’ datter Sofia Lerche-Lerchenborg bar snipperne af slægtsflaget.
Efter kisten fulgte enken, lensgrevinde Inga Lerche-Lerchenborg, og resten af familien samt de mange venner, til tonerne af "Altid frejdig, når du går" på trompet.