22. feb. 2024
Af Marianne Singer

Præstens rørende ord om lensgreve Christian Lerche-Lerchenborg: Familien betød alt

Arkivfoto af Inga og Christian Lerche-Lerchenborg. 
Arkivfoto af Inga og Christian Lerche-Lerchenborg.
Foto: Hanne Juul
Sognepræst i Årby Kirke, Lenette Darling, delte rørende ord ved lensgreve Christian Lerche-Lerchenborgs begravelse torsdag.

Den store kærlighed til familien og Lerchenborg Gods var det gennemgående tema i den rørende begravelsestale, som sognepræst i Årby Kirke, Lenette Darling, holdt ved lensgreve Christian Lerche-Lerchenborgs begravelse torsdag.

https://imgix.billedbladet.dk/2024-02-22/lenette-pa-praedikestolen.jpg
Lenette Darling under begravelsestalen i Årby Kirke torsdag.
Foto: Årby Kirke

Christian Lerche-Lerchenborg og hans hustru Inga drev godset Lerchenborg, og sammen fik de børnene, grev Christian, Mette Ahlefeldt-Laurvig, Anna von Lowzow samt sønnerne baron Niels og baron Peder.

I dag har grev Christian overtaget godset.

Her kan du læse hele den smukke begravelsestale:

"Hjemme på Lerchenborg er der nu en tom stol. Den særlige stol i hjørnet, hvor der er udsigt til hele huset og overblik over familien. Stolen med alle de smukke krummelurer og betræk. Stolen, hvor man kan læne sig lidt tilbage og nyde livets frugter og samtidig følge aktivt og opmærksomt med. Den stol er nu tom, og alligevel så fyldt med sjæl.

Da jeg besøgte jer på Lerchenborg i jeres smukke hjem, fik jeg lov til at sætte mig i den stol. Stolen hvor Christian, din mand, jeres far, bedstefar og oldefar altid sad, når I var samlet. Selvom den nu er tom, så kunne jeg tydeligt mærke Christians sjæl i den. En sjæl, et menneske som fylder et helt slot med varme. Ja overalt hvor han kom, fyldtes rummene og menneskene med en varme.

Ofte med en kærlig bemærkning á la: ”Se børn, der kommer jeres dejlige mor!”, når han så Inga komme.

Christian udlevede instinktivt Biblens stærkeste budskab: Kærlighed!

”Så bliver da tro, håb, kærlighed, disse tre. Men størst af dem er kærligheden”.

Og det er ikke kun den Christian. Nej, det er en hel slægt. Slægten af Lercher - generation efter generation - som er fyldt med kærlig varme og som er vellidte, hvor end I kommer. Det ses også tydeligt i dag på den fyldte kirke.

Christian var meget mere end vellidt. Han var aktiv og når han brændte for noget, så var engagementet tydeligt. Han forstod at udnytte de mange talenter, som han havde fået betroet, og fortsatte sine aktiviteter lige til det sidste.

Så sent som dagen før, ja aftenen før, han døde, så ringede han til dig Anna og fortalte begejstret om alle aktierne der steg til vejrs… Han kørte bil to dage før. Jo, Christian udnyttede sine talenter og kunne begejstres til det allersidste.

Livet er og bliver bare lidt sjovere, når vi er i stand til at begejstres. Når vi tør leve livet med alt hvad der kommer til os, så kan det blive et helt fyrværkeri. Et fyrværkeri fyldt med farve og overraskelser. Til tider farligt og spændende, men vi kommer jo som regel op og stå på benene igen.

Christian turde bruge sine talenter, og gå ad alle de veje som livet bød ham. Selvom Christian var i landbruget, så holdt han også af at flyve og tog flyvercertifikat. Han fløj rundt, både i luften og på jorden mellem de mange aktiviteter, som han holdt af… Bridge, tarok, golf, jagt, samlinger af frimærker og mønter… Det skulle alt sammen passes.

Hans livs vigtigste flyvetur og investering var nok turen til England, hvor han mødte dig, Inga. Han fløj og satsede på kærligheden. Mon ikke I begge var flyvende…? I 1957 kunne I fejre jeres kærlighed, da I blev gift i Hørsholm Kirke. Og kærligheden gav renter… Renter i form af jeres fem børn, 12 børnebørn, to oldebørn. Livets frugter!

Udover Christians rejse i livet herhjemme i Danmark via Krebs’ Skole i København til Lerchenborg her i Kalundborg, så har I boet en del af jeres liv i England, hvor en del af familien stadig har hjemme.

Christians hjerte var dog altid mest på Lerchenborg, hvor han kunne sidde i sin stol og nyde sit livsværk til det sidste, netop fordi han turde udnytte sine talenter og satsede hele vejen. Måske var det noget, han havde fra sin mor, som var den der sørgede for at Lerchenborg igen kom i Lerchernes hænder. Sammen formåede I - Christian og du Inga - at indrette jeres hjem på smukkeste vis, og efter Christian hoved i snorlige rækker. Der er orden i tingene.

Hvis man virkelig skal mærke livets frugter, så skal man, som Christian, have satset. Ikke kun på aktier, men vigtigst og størst af alt på kærligheden.

Og Christian fik en stor og forgrenet familie, børn, børnebørn, oldebørn - og kærlighed nok til jer alle - også selvom nogle bor langt væk, og andre havde mulighed for at se ham til daglig. Han efterlader derfor også savn og tomrum hos mange.

Men selvom stolen derhjemme står tom, og Christian ikke længere er her blandt os i sin jordiske form, så vil hans sjæl altid være her. Og selvom han nu er fløjet i forvejen til Gud, så er han med os lige nu. Jeres kærlighed til Christian og Christians kærlighed til jer vil bestå til evig tid.

I bærer hver især rundt på forskellige minder med Christian. Nogle har I sammen og andre kan I gemme for jer selv. Alle minder skal I bære med jer i jeres hjerter. På den måde bevarer I kærligheden til Christian.

Hans sjæl lever videre hos Gud, hvor han vil stå og tage imod sine kære med kærlige og åbne arme, når den tid kommer.

Og Christian vil heller ikke komme til at kede sig i himmeriget... Der er helt sikkert brug for hans initiativ og mange talenter deroppe."

Læs mere om: