Stærke bånd: Kong Charles og dronning Camilla viser kong Konstantin deres dybe respekt
Der er varme og stærke bånd mellem den græske og britiske kongefamilie, der gennem generationer har nydt hinandens selskab.
For kong Charles var det en stor sorg at miste sin gode ven og grandfætter kong Konstantin, der gik bort sidste år den 10. januar.
Storbritanniens kong Charles og dronning Camilla kunne ikke komme til begravelsen i Athen for at støtte dronning Anne-Marie, da de var optaget af officielle pligter.
Men på tirsdag viser kong Charles og dronning Camille kong Konstantin og den græske kongelige familie deres dybe respekt.
Det sker, når dronning Camilla, der desværre må undvære Charles ved sin side på grund af hans sygdom, fører an i mindegudstjenesten i St. George’s Chapel i Windsor i England.
Viser kong Konstantin den største respekt
Det er en kæmpe ære, og denne gestus viser bestemt, at de to royale familier er tætte på hinanden.
Dette er naturligvis først og fremmest på grund af de familiære bånd.
Således stod kong Konstantin fadder til prins William, mens kong Charles er fadder til prinsesse Maria Olympia.
Prins William er fadder til kronprins Pavlos og kronprinsesse Marie-Chantals søn prins Konstantin Alexios.
Kontakten var særlig stor de to familier imellem, da kong Konstantin og dronning Anne-Marie boede i eksil i London i England i mange år og derved altså bevarede en tæt forbindelse til dronning Elizabeth og prins Philip, hvis far var bror til Konstantins farfar Konstantin 1.
Mindegudstjenesten for kong Konstantin på tirsdag i Windsor følges op af en mindegudstjeneste onsdag i London i St. Sofia kirken – en græsk ortodoks kirke.